OPUS 2 Bigband er et næsten 40 år gammelt big band med hjemsted i Sønderborg.
Bandet opstod omkring musikskolen i Havnbjerg og flyttede for ca. 5 år siden adresse til Sønderborg. Musikerne i OPUS 2 Bigband en en blanding af professionelt uddannede musikere og dygtige amatører. Bandet afholder prøver 3 gange om måneden, fortrinsvis onsdage og torsdage, i Musikhuset på Skovvej i Sønderborg. Musikken består af gamle swingnumre fra de store mestre, Sinatra-klassikere og enkelte latin-numre.
OPUS 2 Bigband optræder i mange forskellige sammenhænge, såvel offentlige som private, og inviterer også til 1-2 egne koncerter om året.
OPUS 2 Bigband fyldte 40 år den 1. november 2019.
Bigbandet indledte jubilæumsåret med koncerten 'Rudi's Back in Town' den 12. januar på Hotel Sønderborg Strand, hvor OPUS 2 sammen med Sønderborg-drengen Rudi Sisseck leverede et brag af en Sinatra-koncert.
OPUS 2 Bigband rundede jubilæumsåret af med en jubilæumskoncert lørdag den 23. november på Nørherredhus i Nordborg.
Hotellet dannede rammen om jubilæumskoncerten og åbnede dørene og baren kl. 18.00 og tilbød en flot buffet med efterårets lækkerier, ledsaget af hyggelig dinnermusik.
Kl. 20.30 gik OPUS 2 Bigband på scenen og leverede en fantastisk jubilæumskoncert med alt det bedste, dansevenlige musik et big band kan levere.